Uden en skudsikker plan
Jeg var et målrettet barn. Som 4-årig vidste jeg: Jeg skulle være frisør. Og som 19-årig var jeg færdiguddannet. Men min målrettethed blev siden udfordret af min ADD, som jeg blev diagnosticeret med som 25-årig.
Mit liv er præget af spontanitet, koncentrationsbesvær, ændrede beslutninger og besvær ved fastholdelse. For når ting bliver trygt, bliver jeg – Kira Smed Sørensen – ofte utryg, og der skal ske noget nyt.
Jeg begyndte i 10. klasse og droppede ud. Jeg begyndte en HF og droppede ud. Jeg har været frisør, personlig træner og bartender. Jeg tog enkeltfag og blev mor som 21-årig. Skiftede frisørsalon en del gange.
Men på et tidspunkt ramte det mig. Jeg havde brug for at udvikle mig selv noget mere, både personligt og fagligt. Jeg ville være et sted, hvor jeg kunne blive ved med at udvikle mig selv, men jeg ville ikke gå på kompromis. Det skulle være noget, jeg kunne mærke helt inde i kernen.
Og da jeg gik hjem efter første jobsamtale i Clever, ramte følelsen mig: Det er det her, jeg skal. Her var min hylde.
Det er nu næsten tre år siden, og jeg er blevet rigtig god til at sidde i kundeservice. Jeg udvikler mig fagligt og i de medledende roller. Det er virkelig fedt. Men jeg har stadig krudt i røven, og i løbet af min Clever-tid har jeg også læst to enkeltfag.
For jeg er ikke færdig med at rykke mig. Jeg skal ikke være i kundeservice resten af mit liv, men hvilken vej skal jeg så gå? Der er alt for mange spændende muligheder, og det eneste, jeg ved, er, at på et tidspunkt skal jeg videre. Og meget gerne et andet sted i Clever.
Men det bliver ikke lige nu, jeg gør en aktiv indsats for det. For noget i mig siger, at tidspunktet ikke er rigtigt.
Og det er helt okay, at jeg ikke har en skudsikker plan foran mig. Selvom jeg er 32.
For hver ting til sin tid.
Det håber jeg, at flere unge tør tro på og acceptere. Især dem, der lige nu står og kigger efter studentervognene. Måske med længsel, måske med forvirring, måske med en følelse af ikke at være på rette vej.
For der kan være tusind grunde til, at man ikke er med på den studentervogn. Og jeg tror på, at der altid er en mening med tingene.
Ærligt… Jeg ville faktisk ønske, at jeg havde taget en gymnasial uddannelse. Fået huen. Haft et bredere udvalg af muligheder senere i livet. Men chancerne for, at jeg var droppet ud, har nok været langt højere end chancen for at gå hele vejen.
Og jeg var sikkert ikke endt her, hvor jeg er lige nu. Mega glad. Og på et tidspunkt på vej videre.
