Når vi ser, hvad mennesker kan - ikke hvad titlen signalerer
Før arbejdede jeg med unge i bandemiljøer, men mine pædagogiske kompetencer har aldrig været mere i spil, end de er hos Clever lige nu.
Jeg hedder Ebtesan Malakhi og jeg er uddannet pædagog.
Når man siger pædagog, tænker mange på børn. På institutioner. På noget, der hører til et helt andet sted end i erhvervslivet. Men pædagogik handler om meget andet. Om mennesker. Om relationer og om at kunne stå roligt, når der er spændinger i rummet.
Altså dét der sker på arbejdspladser hver eneste dag.
Når et samarbejde er presset. Når en leasingpartner er frustreret. Når et møde er anspændt, og alle gerne vil videre, men ingen helt ved hvordan. Her gør det en forskel at kunne lytte, stille spørgsmål, give plads og skabe en fælles forståelse af, hvad næste skridt er.
Min erfaring er, at voksne ofte har brug for mere pædagogisk støtte end børn. De har bare glemt det. For voksne taler ofte forbi hinanden, går direkte til løsninger eller placerer skyld, før de har forstået, hvad der egentlig er på spil.
Konflikter handler sjældent om uenigher, men om manglende anerkendelse, uklarhed eller følelsen af ikke at blive hørt.
Det er her, min faglighed kommer i spil. At kunne aflæse et rum. At sænke tempoet. At skabe tryghed nok til, at mennesker tør sige, hvad der faktisk fylder. Og derfra bevæge sig videre sammen.
Alligevel har jeg selv haft en tendens til at gøre mine kompetencer mindre, end de er, hvilket i mange år indskrænkede, hvad jeg tænkte var muligt.
“For jeg er jo bare pædagog”
Følelsen er blevet hjulpet godt på vej af, at folk der typisk ansætter, stadig leder efter titler, før de leder efter kompetencer.
For vi har en tendens til at ansætte folk fra de uddannelser, vi kender. Fra de miljøer vi selv kommer fra. Og så går vi glip af alt det, der ikke står på eksamensbeviset såsom evnen til at arbejde med relationer og håndtere spændinger, før de vokser sig store.
I Clever har jeg oplevet noget andet. Her er der mange måder at være Clever på. Mange baggrunde. Mange veje ind. Det betyder, at mine pædagogiske kompetencer får lov at leve i praksis. De bliver brugt. De bliver set. Og de bliver anerkendt som det, de er.
Det er guld værd på en arbejdsplads. Særligt i min rolle som trivselsansvarlig, hvor jeg er nomineret af mine kolleger i mit team til at varetage ansvaret for at sikre trivsel. I teamet og på tværs af Clever.
Det er et eksempel på, hvad der sker, når vi ser, hvad mennesker kan, frem for hvad deres titel signalerer. For når vi gør det, så bliver samarbejdet stærkere. Beslutningerne klogere. Og så bliver det automatisk sjovere at gå arbejde.
Og nemmere at stå sikkert i min faglighed.
