Når der er rum til, at livet fylder
Omsorg koster.
Det lærte jeg, da min kæreste fik en alvorlig hjernerystelse.
Hun væltede på cykel i 2021. Et øjeblik. Og så var alting forandret. Karrieren blev sat på pause. Identiteten blev udfordret. Hverdagen blev tung.
Jeg - Simon Pommerencke - trådte ind i en rolle, jeg aldrig før havde haft, hvor jeg skulle være den stærke, praktiske og den, der talte med kommunen, forsikringen og systemet. Den, der holdt sammen på det hele.
Efter to år var jeg færdig. Drænet. Jeg tog ud at rejse alene for at lade op, fordi jeg havde brug for at finde mig selv igen.
Omsorg lyder blødt. I virkeligheden er det krævende.
Det er dér, min pointe ligger. Vi taler tit om, at man skal kunne tage hele mennesket med på arbejde. Det lyder smukt. Men hele mennesker har perioder, hvor energien er lav. Hvor fokus er delt. Hvor man leverer mindre, end man plejer.
I mit tidligere job gav jeg alt, mens jeg kæmpede derhjemme. Det holdt en periode. Så gjorde det ikke mere.
I dag arbejder jeg i Clever, hvor jeg er ansvarlig for data science og analyse. Her er der rum til livet. Rum til at sige, at livet fylder og til at være ærlig om, at overskuddet svinger.
Og nej. Det betyder ikke, at vi sidder i rundkreds og deler følelser hele dagen. Eller at man bare kan tjekke ud i flere måneder, uden at det har konsekvenser. Det betyder sådan set bare, at når jeg siger, at jeg har brug for fleksibilitet, så bliver det grebet af mine kolleger. For de ved, hvad jeg har været igennem.
De ved, at der kan komme perioder, hvor jeg tager mindre. Og de ved også, at jeg tager mere, når jeg kan.
Derfor er jeg kommet til en vigtig erkendelse. Hvis en arbejdsplads kun kan rumme dig, når du stråler, så finder du et andet sted, når livet rammer.
Hvis den kan rumme dig, når du er presset, så bliver du. Jeg har lært, at vi udvikler os som mennesker, når vi tager ansvar for hinanden. Jeg har også lært, at vi kun kan gøre det, når der er et fællesskab, der løfter hinanden.
For omsorg koster.
Men alternativet koster mere.
