Jeg fik ikke huen, men jeg fandt en vej

Jeg ville gerne have en uddannelse.

Jeg vidste bare ikke, hvor jeg skulle sove om natten.

Jeg – Christina Rahim – var 16 år og lige begyndt på HHX. Jeg havde masser af drømme. Jeg havde været i praktik som både jordemoder og fotograf, og nu ville jeg være speditør.

Men derhjemme var livet brudt sammen. Min mor var ikke et godt sted mentalt og havde ikke længere kræfterne til at være der for mig.

En dag pakkede jeg en taske og gik. Det var ikke en stor plan. Det var en teenager, der ikke kunne se andre muligheder. I en periode sov jeg hos venner, veninder og familier, som åbnede deres hjem for mig. De greb mig, og det glemmer jeg aldrig.

Men jeg var også meget alene.

Det er svært at passe en uddannelse, når man hver morgen skal finde ud af, hvor man skal sove næste nat. Mit fravær voksede. Da eksamenerne kom, skulle jeg op i hele pensum. Jeg dukkede ikke op.

Jeg prøvede igen året efter. Det gik heller ikke. Jeg ville gerne, men jeg kunne ikke.

Det er en forskel, vi nogle gange glemmer, når vi ser på et ungt menneske, der falder ud af en uddannelse. Vi ser fraværet, de manglende eksamener og den vej, der pludselig stopper. Vi ser ikke altid alt det, mennesket samtidig forsøger at holde sammen på.

Da jeg var 17 år, hjalp kommunen mig med at få et kollegieværelse. For første gang i lang tid havde jeg min egen dør, min egen seng og et sted, hvor mine ting kunne stå.

Jeg begyndte at arbejde.

Da jeg var 18 år, blev jeg gravid. Det ændrede noget i mig. Nu var jeg ikke længere kun ansvarlig for mig selv. Min datter skulle have den tryghed og de muligheder, jeg selv havde manglet.

Sådan tog jeg min uddannelse. Med en baby på armen.

Bagefter fik jeg en elevplads og uddannede mig inden for kundeservice. Det blev begyndelsen på en faglighed, som har fulgt mig lige siden.

For fem år siden begyndte jeg i Clever.

Jeg kom ikke ind ad døren med det længste eksamensbevis, men med erfaring, specialviden og en forståelse for mennesker og strøm.

Det afgørende var, at nogen kunne se det.

I Clever mødte jeg mennesker, som stolede på, at jeg vidste, hvad jeg talte om. Jeg blev ikke bedt om at bevise mit værd igen og igen. Jeg blev lyttet til.

Den tillid gjorde, at jeg turde tage større ansvar. Og jeg har siden været med til at bygge Clever Power op fra bunden.

For nogle år siden blev min ældste datter student fra et gymnasium i Malmø.

Hun fik huen, festen og hele den fejring, jeg aldrig selv oplevede. Det var stort. Ikke fordi hendes vej var mere rigtig end min, men fordi min datter havde nogle helt andre forudsætninger for at lykkes.

Det er den forskel, jeg håber, vi bliver bedre til at se.

At ens vej ikke altid skabes af, hvor dygtig eller ambitiøs man er, men af hvilke vilkår man har for at gå den.

Jeg fik ikke huen. Men jeg fandt en vej.

Hurra for jer, der ikke fik huen. Og tillykke til alle jer, der stadig leder efter et sted at stå.