Et kærligt skub på en diagnose
”Har du egentlig lyst til at være her?” blev jeg spurgt, kort tid efter at jeg var startet i Clever.
Og det blev startskuddet til en lang periode, hvor jeg skulle lære mig selv at kende igen.
Spørgsmålet kom, fordi jeg – Mads Lessing – sad og var meget ukoncentreret, når der var noget, jeg havde svært ved. Og det var ret tit, fordi jeg var helt ny.
Men ja. Jeg havde virkelig lyst til at være i Clever. Udfordringen var, at jeg havde kæmpe koncentrationsproblemer og en ret klar ide om, at jeg havde ADHD.
Jeg havde heldigvis ikke svært ved at dele de tanker med min kollega. For der var ingen løftet pegefinger i hendes spørgsmål. Jeg kunne mærke, det bundede i en nysgerrighed og en omsorg for mig, og jeg var egentlig bare glad for, at hun havde set mig.
Og hendes spørgsmål blev præcis det skub, jeg havde brug for, fordi jeg kunne se, at mine udfordringer ikke kun gik ud over mig selv.
Så jeg fik endelig taget mig sammen til at blive udredt og få hjælp. Men det var her, det rigtigt svære begyndte.
For de næste mange måneder brugte jeg på at lære mig selv at kende igen.
Resten af mit team greb det på den bedste måde, da jeg fortalte dem, at jeg skulle i udredning. De var glade på min vegne og skabte plads til, at jeg kunne tage til psykiater. Og jeg forberedte dem på, at der måske ville komme en periode med medicin, der godt kunne påvirke mig ret meget.
Jeg har normalt en stor personlighed, og jeg er typen, der fylder. Men medicinen gjorde, at jeg mistede meget af mig selv. Jeg kunne pludselig fokusere og lave mit arbejde, men jeg var slet ikke den Mads, jeg kendte. Eller som teamet kendte.
Og det blev en flere måneder lang rejse, både på arbejdet og hjemme. Jeg meldte mig meget ud socialt og havde flere sygedage på grund af manglende søvn og bivirkninger fra medicinen.
Men teamet var der for mig hele vejen. De tjekkede ind, gav mig plads og havde tillid til mig hele vejen. Alt det jeg havde brug for til at finde den rigtige medicin og den rigtige dosis.
Og nu er jeg Mads igen. Glade Mads med en personlighed, jeg kan genkende. Og en Mads, der nu kan gøre mit arbejde meget bedre, end jeg nogensinde har kunne før.
En Mads, der næsten blev ked af at finde ud af, hvad medicin kan gøre for mig. For det var så vildt at tænke på, at så mange andre har kunnet det her hele tiden. Det var som at få briller og pludselig opdage alt det, man ikke kunne se før. Men det var virkelig godt.
Så jeg er taknemmelig for, at min kollega så mig, prikkede mig på skulderen og stillede spørgsmål ved min lyst til at være i Clever. For det er ikke sikkert, jeg var endt her i dag, hvis ikke jeg havde fået skubbet, omsorgen og pladsen til det fra min kollega og resten af teamet.
