Spring navigation over

Sådan fungerer variable elpriser i praksis

Variable elpriser, svingende elpriser, dynamiske, fleksible. Kært barn har mange navne. Fælles for dem alle er, at elprisen varierer i løbet af døgnet. Den følger nemlig elmarkedet, hvor strøm bliver handlet og prissat løbende. Men hvorfor varierer den, hvem bestemmer egentlig, hvad strøm koster, og hvorfor er der forskel fra udbyder til udbyder og på, hvor man er i landet?

Hvad betyder variable elpriser?

Prisen for strøm skifter i løbet af døgnet. Den skifter faktisk time for time, og det betyder, at den pris vi skal betale for vores strøm er variabel.

El handles og sælges på elbørsen. Her opkøber elselskaberne strømmen og sælger den i sidste ende videre til dig.

Elselskaberne bruger Netselskaberne til at transportere strømmen hen til dig og ud i dine kontakter. De pålægger transportafgift og tariffer, som elselskaberne lægger ud og betaler for dig. Derfor har din elpris altid transportafgift og tariffer oveni. Derudover pålægger staten en afgift - elafgiften. Den er fælles for hele Danmark, og er den samme afgift, uanset hvor i landet du bor og hvilket elselskab, du har. 

De tillæg kan man desværre ikke komme udenom. Hvad der derfra lægges oveni varierer fra elselskab til elselskab.

Nogle mennesker gør en sport ud af at udnytte de variable priser. De holder aktivt øje med timeprisen og skubber deres strømforbrug til de tidspunkter, hvor prisen er lavest. Andre har det bedre med en elaftale med fast timepris, så de altid kender deres pris, ligemeget om kl. er 2 om natten eller 17 om eftermiddagen.

Varierende elpriser time for time

Faktisk ændrer elprisen sig hvert 15. minut. Men for os der bruger strømmen, opdateres prisen typisk på timebasis.

Elprisen styres af en række faktorer. De vigtigste er udbud og efterspørgsel samt vind, vejr og sæson. Verdenspolitikken påvirker i høj grad også elpriserne.

Udbud og efterspørgsel

Hvor meget strøm der er til rådighed, og hvor mange der bruger den?

Elprisen er ofte højere omkring 17-20, når familierne er hjemme, aftensmaden skal laves, tv'et kører, musikken spiller og alle lysene er tændt. Det er også tidspunktet vi kender som 'kogespidsen'. Her er efterspørgelsen på strøm høj.

Elprisen er ofte lavere mellem 10-14, hvor mange ikke er hjemme, og efterspørgelsen er lav.

Og så er der natten, som typisk - men ikke nødvendigvis - er der, hvor strømmen er billigst. De fleste af os sover, og mange arbejdspladser er lukkede. Vi er altså færre, der har lyset tændt, computerne kørene og ovnen i gang. Derfor er der masser strøm til rådighed og ikke så mange, der bruger den.

Det er vigtigt at nævne, at transportafgifterne har faste tariffer, som altid er dyrere mellem kl. 7-8 og kl. 17-20, 7-8 og faktisk også om vinteren end om sommeren. Det er i høj grad dem, der påvirker den høje pris, du oplever på din el i de tidsrum.

Modvind giver medvind

Vind og vejr er en stor faktor for elprisen i Danmark. Heldigvis har vi på landsplan et stort netværk af både sol- og vindenergi, der gør, at vi kan producere strømmen noget billigere. Så på dage med meget vind eller sol, kan det oftest ses direkte på elprisen.

Årstiderne spiller også ind. Om vinteren bruger vi mere strøm. Vi er mere indenfor, har mere lys og varme tændt. Om sommeren falder forbruget ofte, og det kan være med til at presse prisen ned.

 

Vil du udnytte de billigere timer til at lade bilen? Læs om intelligent opladning

Hvem bestemmer elprisen?

Elprisen fastsættes på elbørsen Nord Pool, som dækker hele Europa. Her bliver strøm handlet ud fra blandt andet udbud, efterspørgsel og vejrforhold fra hele Europa. Vores pris her i Danmark bliver altså også påvirket af, hvordan vejrforholdene er i f.eks. Tyskland og Norge.

Nord Pool sælger strømmen videre til de forskellige udbydere. Oven i prisen pålægges de statspligtige afgifter og tariffer, som typisk allerede er regnet med, når du ser elprisen i apps og prisoversigter. Nogle elaftaler lægger også en række gebyrer eller andre tillæg oveni strømprisen.

Aktuel strømpris og variable elpriser hos Clever

Hos Clever møder du også variable elpriser. De påvirker blandt andet din ladepris ude på ladenetværket.

Hvis du har en af vores ladeløsninger, hvor du betaler pr. forbrug, som Clever Go eller Clever Box, varierer ladeprisen. Men det er ikke kun elprisen, der styrer vores variable ladepriser. Det er fx også travlhed på lokationer. Er der meget travlt på en lokation, kan vi justere prisen på andre ladepunkter i nærheden for at rykke lidt af ladetrafikken derhen. Det gør vi for at gøre opladningen nemmere og bedre for dig.

Clever er også et elselskab, og vores elaftale hos Clever Power giver dig strøm til boligen, uden at der pålægges ekstra omkostninger på din strømpris. Vi lægger kun de statspligtige transportafgifter og tariffer oven i elprisen. Ikke mere end det.

Derfor er elprisen forskellig i Øst og Vestdanmark

Og så er der lige det med forsyningszonerne. Måske kender du dem allerede. Danmark er nemlig delt op i to forsyningsområder. DK1 i Vestdanmark og DK2 i Østdanmark. Kort sagt er der forskel på, hvad strømmen koster i disse to områder. Forskellen skyldes, hvor strømmen kan komme fra. Vestdanmark er forbundet med Norge, Sverige, Tyskland og Holland. Østdanmark er primært forbundet med Sverige og Tyskland. Det betyder, at udbuddet ikke altid er det samme. Og når udbuddet er forskelligt, kan prisen også være det.

Relateret indhold

Se alle