Spring navigation over

Governance

Transparens, ærlighed og tillid er kerneværdier i Clever.

Derfor arbejder vi målrettet med at efterleve gældende lovgivning og relevante ESG-standarder - og med at skabe indsigt i vores bæredygtighedsindsats gennem systematisk rapportering på væsentlige datapunkter. Det gør os i stand til at følge udviklingen, dokumentere vores arbejde og løbende styrke vores indsats.

Dyk ned i nogle af vores konkrete tiltag her på siden.

Rapportering

CSRD og Dobbeltvæsentlighedsvurdering

Som en del af Andel-koncernen er vi omfattet af EU’s Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD). CSRD stiller krav til, at vi rapporterer systematisk og sammenligneligt, når det kommer til bæredygtighed.

En central del i rapporteringen går ud på, at vi laver en dobbeltvæsentlighedsvurdering (DMA); en proces, hvor vi identificerer og vurderer de bæredygtighedsemner, der er mest væsentlige for os og vores forretning.

Det handler dels om, hvordan vi som virksomhed påvirker omverdenen, dels om, hvordan eksterne bæredygtighedsfaktorer påvirker os som virksomhed.

I Clever udarbejder vi vores egen DMA, som sammen med de øvrige datterselskabers DMA’er danner grundlag for Andel-koncernens samlede CSRD-rapportering.

DMAen bruges til at skabe et overblik over vores væsentligste påvirkninger, risici og muligheder, og den giver os et stærkere grundlag for at prioritere vores bæredygtighedsindsats dér, hvor den betyder mest for vores forretning, vores kunder og den grønne omstilling.

Læs mere om Andels-koncernens bæredygtighedsrapportering for 2025.

Frivillige initiativer

Færre floskler, flere forpligtelser

Vi ønsker at være transparente omkring vores arbejde med bæredygtighed samt sikre, at det er videnskabeligt funderet og sammenligneligt på tværs af brancher. Derfor har vi tilsluttet os fire internationale initiativer: UN Global Compact, Carbon Disclosure Project (CDP), EcoVadis og Science Based Target initiative (SBTi).

UN Global Compact

UN Global Compact er et anerkendt initiativ for ansvarlig forretning i erhvervslivet, hvor virksomheder forpligter sig til at drive forretning med respekt for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, klima og miljø samt anti-korruption. Clever har siden 2022 været tilsluttet medlem, hvor vi støtter op om og arbejder aktivt med FN’s Ti Principper, der er forankret i FN's konventioner og internationale aftaler, og vi rapporterer årligt om vores fremskridt.

Carbon Disclosure Project

Carbon Disclosure Project (CDP) er en non-profit organisation, der arbejder for at fremme transparens og ansvarlighed i virksomhedens miljøindsats. Gennem en årlig rapporteringsproces indberetter vi vores klimadata til CDP, som vurderer og scorer vores indsats på områder som fx drivhusgasemissioner, energiforbrug og bæredygtighedsstyring til gavn for kunder og samarbejdspartnere.

EcoVadis

EcoVadis er en international anerkendt platform for vurdering af virksomheders bæredygtighedspræstationer. Gennem EcoVadis bliver vores arbejde med miljø, sociale forhold, etik og indkøb vurderet og scoret, så vi løbende kan dokumentere, forbedre og være transparente omkring vores bæredygtighedsindsats.

Clever er certificeret med Bronze-medaljen og har forbedret vores score fra 64/100 i 2024 til 68/100 i 2026, hvilket placerer os blandt top 35 % af vurderede virksomheder globalt.

Science Based Target (SBTi)

SBTi er et internationalt initiativ, der hjælper virksomheder med at sætte klimamål i overensstemmelse med Parisaftalens ambitioner om at begrænse den globale temperaturstigning. Vi har tilsluttet os SBTi og arbejder aktivt med at udarbejde klimamål, der er i overensstemmelse med Paris-aftalen.

Se vores klimamål her

Supplier Code of Conduct

Ansvarligt indkøb

For at sikre, at leverandører og deres underleverandører opererer i overensstemmelse med vores værdier og etiske standarder, har vi en Supplier Code of Conduct.

Kodekset definerer Clevers minimumsforventninger til overholdelse af menneskerettigheder, arbejdsrettigheder, sundhed og sikkerhed, diversitet og inklusion, miljøbeskyttelse og anti-korruption.

Vores leverandørstrategi baserer sig på få, men tætte partnerskaber, hvor vi gennem løbende dialog sikrer, at det direkte samarbejde med leverandørerne - og disses egen værdikæde - er i overensstemmelse med vores retningslinjer.

Læs Clevers Supplier Code of Conduct her

Whistleblowerordning

Åben virksomhedskultur

Vores whistleblowerordning udgør et vigtigt element i arbejdet med ansvarlig forretningsadfærd og en åben virksomhedskultur. Ordningen er åben for både medarbejdere, eksterne partnere og andre med en arbejdsrelateret forbindelse til Clever.

Ordningen giver mulighed for at indberette mistanke om lovovertrædelser, overtrædelser af selskabets regler og politikker, bedrageri, bestikkelse, chikane samt krænkelser af immaterielle rettigheder.

Indberetninger kan foretages både anonymt og ikke-anonymt via en sikker og fortrolig kanal. Alle indberetninger behandles fortroligt og undersøges af en særlig whistleblowerenhed med tavshedspligt, som handler uafhængigt.

Clever lægger stor vægt på beskyttelse af whistleblowere. Personer, der indberetter i god tro, er beskyttet mod enhver form for repressalier i overensstemmelse med dansk whistleblowerlovgivning og EU's whistleblowerdirektiv.

Læs mere om Clevers whistleblowerordning her

GDPR (persondataforordningen)

Ansvarlig håndtering af data

Beskyttelsen af personers oplysninger og rettigheder er vigtig for os i Clever.

Vi behandler persondata om vores kunder, medarbejdere, samarbejdspartnere og leverandører, og vores behandling tager afsæt i både tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der skal forhindre brud på persondatasikkerheden og sikre de registreredes rettigheder.

Vi behandler persondata til en række formål - herunder administration af kundeforhold, levering af vores produkter og services samt overholdelse af retlige forpligtelser.

I Clever arbejder vi aktivt med at øge forståelsen for persondatabeskyttelse hos alle medarbejdere med henblik på at sikre, at beskyttelsen indbygges i vores produkter, services og arbejdsgange.

Læs mere om, hvordan vi behandler persondata i vores persondatapolitik.

Dataetik

Etisk, ansvarlig og gennemsigtig databehandling- og anvendelse

Hver dag behandler vi i Clever store mængder data i forbindelse med håndtering af kundeforhold og medarbejdere.

Vi er bevidste om det ansvar, der følger med databehandlingen, og vi stræber aktivt efter at sikre, at dette sker på en etisk, ansvarlig og gennemsigtig måde.

Som datterselskab i Andel-koncernen er vi omfattet af koncernens politik for dataetik, som fastsætter principperne for etisk og ansvarlig databehandling og -anvendelse.

Politikken gælder alle medarbejdere og datadrevne processer på tværs af koncernen og baserer sig på fire leveregler: vi udviser samfundsansvar, vi sætter individet i centrum, vi behandler data sikkert og pålideligt, og vi er vores ansvar bevidste.

Clever er repræsenteret i Andel-koncernens Dataetiske Råd, hvor dataetiske dilemmaer drøftes.

Læs mere om Andel-koncernens politik for dataetik.

Cyber- og informationssikkerhed

Ansvarligt sikkerhedsniveau

I Clever har vi fokus på at vedligeholde og modne vores organisation, så vi matcher det aktuelle trusselsbillede. Det gør vi med afsæt i ISO27001 og med inspiration fra øvrige relevante nationale og internationale standarder.

Vi har en risikobaseret tilgang, hvor risici vurderes, og mitigerende handlinger identificeres og udvælges på baggrund af et løbende analysearbejde.

Alle kollegaer uddannes i cyber- og informationssikkerhed på regelmæssig basis. For alle bærer et ansvar for sikkerhed i dagligdagen, da vi i Clever arbejder tillidsbaseret.

Som en dansk virksomhed i energisektoren, er vi del af den kritiske infrastruktur. Vi arbejder ud fra de gældende sektorkrav til cyber- og informationssikkerhed, og med det afsæt værner vi om et ansvarligt sikkerhedsniveau.