Spring navigation over
Lars Lisander

Fra toppen af hierarkiet til medledelse

Jeg har brugt det meste af mit arbejdsliv i toppen af hierarkiet.

Jeg kender spillet: magten, kontrollen, facaden og den uskrevne regel om, at sårbarhed er noget, du holder for dig selv. Det er sådan, man “overlever” i den klassiske ledelsesverden.

Og så landede jeg - Lars Lisander -  i Clever for et halvt år siden. En organisation, der bygger på medledelse, åbenhed og nysgerrighed. For første gang i mit arbejdsliv oplevede jeg en kultur, hvor kolleger spørger: Hvordan har du det? Og faktisk er oprigtigt interesseret i svaret.

Det største kulturchok var ikke medledelse i sig selv. Det var at mærke, hvor meget jeg skulle aflære. 25 år i klassiske magthierarkier sætter sig i kroppen. Hele mit system var trænet til at tolke spørgsmål som mistillid eller skjulte dagsordener. Her oplever jeg det modsatte: Folk spørger, fordi de vil forstå, ikke fordi de vil kontrollere.

Noget andet slog mig allerede efter én uge: Jeg kendte mit team bedre, end jeg kendte nogle af de ledergrupper, jeg har siddet sammen med i årevis. Det siger alt om, hvad åbenhed og sårbarhed faktisk kan skabe, når det bliver en del af hverdagen i stedet for en gimmick på et seminar.

Og så er der måden, vi arbejder på. Jeg har mange steder oplevet, at man går og venter: på en udmelding, en godkendelse, en chef. I Clever summer det konstant. Folk eksekverer, fordi ansvaret bor dér, hvor opgaven ligger. Det føles mere som en myretue end en maskine. 

Medledelse er ikke det lette valg. Men det er det mest menneskelige. Og måske også det mest effektive. Det udfordrer alt det, jeg kom fra og alt det, jeg troede, jeg vidste om ledelse. Men for første gang i mange år har jeg følelsen af, at jeg ikke bare udfører mit arbejde.. Jeg udvikler mig som menneske.