Er løbet kørt?

Det er ikke sikkert, jeg kommer til at være her i mere end 3-4 år, før jeg går på pension, sagde jeg til jobsamtalen. Og lige efter var jeg sikker på, at løbet var kørt.
For jeg – Susanne Joost – havde nok været liiiiige lovlig ærlig. Det siges jo, virksomhederne gerne vil have det grå guld, men når det kommer til stykket, er det ikke hele sandheden.
Så jeg havde sgu nok brændt mine broer, tænkte jeg.
Men ærligheden i min udmelding var nok alligevel det, der gjorde, at jeg for snart et år siden, som 64-årig, fik et job i Clevers kundeservice.
For sådan er det i medledelse.
Det gælder om at være ærlig, transparent og et helt menneske. Også på arbejdet.
Og til trods for, at langt størstedelen af mine tætte kolleger er 40 år yngre end mig, føler jeg mig aldrig udenfor. Vi griner sammen, driller hinanden, er sårbare og giver en krammer, selvom aldersforskellen er stor.
Det gør mig virkelig glad at være et sted, hvor der ikke bliver skelet til om jeg er 22 eller 64.
De unges energi er fantastisk, og de er megadygtige. Jeg går ofte helt høj hjem, fordi jeg er så glad over det, vi får frem i hinanden.
De hjælper mig, selvom jeg måske skal have forklaret tingene et par gange. Jeg er jo ikke født med computer i hånden, som mine unge kolleger minder mig om med et overbærende smil.
Og så hjælper jeg dem med redskaber til ikke at tage skældud fra kunderne så tungt eller personligt. For selvom vi generelt har virkelig søde kunder i Clever, er det vist en universel ting, at man godt kan slå sig lidt i telefonen, når man sidder i kundeservice.
Så jeg har ikke ét sekund fortrudt, at jeg var ærlig til jobsamtalen.
Jeg er kun blevet bekræftet i, at os, der er oppe i årene kan sagtens skabe værdi, selvom det måske er for en kortere stund.



