Spring navigation over
Katrine Egholm

Altid fokus på udvikling

Nååå, hvad skal du så uddanne dig som?

Jeg husker tydeligt de mange gange jeg febrilsk har fumlet efter navne på uddannelser, som jeg tænkte lød godt.

Stemningen lettede ligesom, når jeg fik sagt medicin, økonomi, HA Almen. Så var det anbragt i den "korrekte" kasse, hvor man først uddanner sig og bagefter får et job.

Men det var jo dybt fjollet af mig at stå der og lave teater. Det ærlige svar var, at jeg bare gerne ville have mig et job.

Så det fik jeg - Katrine Egholm Andreasen - i Clever.

Det er lidt over to år siden nu. På den tid har jeg lært meget mere, end jeg havde gjort på et universitet. Måske fordi jeg er sådan en type, som (når jeg får tillid) bare kaster mig ud i tingene. Og så ser vi, hvor det lander. Det er som om den der dumme dukke på venstre skulder, aldrig når at fremstamme “det kan du altså ikke Katrine” før jeg er midt i en opgave.

Det er jeg glad for.

I Clever får jeg mulighed for at udvikle mig. Jeg startede med ansvaret for at aktivere ladebrikker til vores kunder. Forestil dig et bjerg af brikker. En scanner. Og mig. Det blev lidt ensformigt. Men jeg lærte at selv uoverskuelige opgaver kan klares, bid for bid. Eller, brik for brik.

Så blev jeg en del af vores kundeservice, hvor jeg talte med 50 mennesker om dagen. De havde alle mulige udfordringer. Lige fra fnidder i parforholdet til udfordringer med vores intelligente opladning. Wow, hvor lærte jeg meget om mennesker. Og om mig selv.

Siden september 2022 har jeg været en del af vores drift og infrastruktur team. Her er jeg en af dem, som står med ansvaret og mandatet, når noget driller på vores ladenetværk. Det er jo Danmarks største. Så udfordringer, dem er der altid nogle af. Men som du nok godt kan fornemme, så passer det meget godt til mig.

Derfor skriver jeg næste uge eksamensopgave til min HD på Copenhagen Business School. Jeg er nemlig ikke modstander af uddannelser.

Jeg ønsker bare, vi når dertil, hvor det er lige så “fint” at sige - jeg vil gerne arbejde for at blive klogere. På mig selv. Og min fremtid.