Lektion 8

Hvad koster en ladeboks hjemme?

Velkommen til ottende lektion, hvor du bliver klogere på, hvordan du får opladning hjemme i indkørslen med opsætning af en ladeboks.

Clever ladeboks hænger på et hus

Hvad er en ladeboks?

Ladestander, elbil lader, wallbox eller ladeboks. Kært barn har mange navne. Vi plejer at kalde laderen til en elbil for en ladeboks, når den hænger derhjemme. Og på mange måder minder en ladeboks til elbiler om opladeren til din smartphone: den har et særligt stik og sørger for en sikker opladning.

Elkoereskolen ladeboks visual

7 typiske dele og funktioner i en ladeboks

En ladeboks indeholder en række vigtige komponenter og funktioner, så du kan oplade din elbil sikkert og effektivt hjemme i indkørslen.

 

  1. Kontaktor
    En slags elektrisk kontakt, der sikrer, at strømmen kun flyder, når ladekablet er korrekt tilsluttet både boksen og bilen.
  2. Kommunikationsmodul
    Hos Clever kan vi kommunikere med ladeboksen via et sim-kort, der sidder i kommunikationsmodulet. På den måde kan vi styre opladning uden om de dyre timer, hente ladeforbrug og fejlsøge ladeboksen. Det er også kommunikationsmodulet, der viser dine ladedata i din Clever app.
  3. Ladekabel
    Mange ladebokse har et fastmonteret ladekabel, ofte med et Type 2-stik, der forbinder ladeboksen med elbilen.
  4. Info-display
    Det kan være en skærm, symboler eller lysindikatorer. Clevers ladeboks kommunikerer ved hjælp af fire farvede dioder og et lille tekstdisplay. Det kan du læse mere om her.
  5. Strømmåler
    Måler hvor meget strøm, der bruges til at oplade bilen, så du kan følge med i forbruget og få afgiftsrefusion, tilbagebetaling eller modregning af ladeboksens forbrug.
  6. Temperaturstyring
    Overvåger temperaturen i ladeboksen for at forhindre overophedning.
  7. RFID-læser
    Scanner ladebrikken, så fx kun Clever-kunder kan bruge den.

Kan jeg ikke bare lade i stikkontakten?

Ofte følger der en nødlader med din bil, som kan sættes i en stikkontakt. Og du kan da også godt bare sætte den i stikkontakten i din carport.

Men der er flere gode grunde til, hvorfor det er bedre med en ladeboks:

Tid

For det første kan stikkontakten slet ikke levere lige så meget strøm som en ladeboks. Med en ladeboks tager en fuld opladning af en stor elbil cirka 7 timer. I en stikkontakt tager det næsten et døgn.

Sikkerhed

En ladeboks har sit eget relæ i eltavlen, sit eget dedikerede strømkabel og en indbygget fejlstrømsafbryder.

Der er altså mange sikkerhedsforanstaltninger, som gør opladningen ekstrasikker, fx for at ungå brand i installationerne.

Økonomi

Har du en elbil, kan du få elafgiften retur for hver eneste kWh, du lader hjemme*. Men det kan du kun, hvis du har en ladeboks, som forvaltes af en ladeoperatør. Og så får du service og garanti med som en del af aftalen.

*Har du afgiftsnedsat strøm, fx pga. elvarme eller solceller, kan du som udgangspunkt ikke få afgiftsrefusion. Men du kan få tilbagebetaling fra Clever, hvis du vælger Clever One.

Hvad kræver det at få en ladestander monteret?

For at få en ladeboks installeret derhjemme, kræver det som udgangspunkt følgende:

  • En autoriseret elektriker, som skal udføre arbejdet. Det må du ikke selv gøre.
  • En udbygning af din eltavle, så ladeboksen får sit eget relæ.
  • Et strømkabel, som trækkes fra din eltavle og hen til ladeboksen.
    • Du kan vælge skjult kabelføring, hvor kablet ikke kan ses. Det er ofte en dyrere løsning.
    • Du kan vælge synlig kabelføring, hvor ladekablet oftest føres uden på dit hus i fx et stålrør
    • Skal ladeboksen ikke sidde på huset men fx på en stolpe/carport i indkørslen, skal der graves en rende i jorden fra huset til placeringen, som kablet kan føres i. Renden må du godt selv grave og dække til igen bagefter, så længe den er min. 35 cm dyb og 15 cm bred.

Får du ladeboksen installeret af Clever, skal du ikke bekymre dig noget. Du skal heller ikke løfte en finger, medmindre du selv vil grave en eventuel rende til kabelføringen. Vores elektriker klarer nemlig resten og har både ladeboks, kabel osv. med. Du skal bare være hjemme under installationen.

Elkoereskolen ladeboks hjemme visual

Hvad må du selv gøre ved installation af ladeboks?

Du må faktisk ikke gøre det store selv, for det skal være en autoriseret elektriker, der klarer installationen.

Skal kablet fra din eltavle og ud til ladeboksen graves ned, må du godt selv grave renden, så længe den bare er minimum 35 cm dyb og 15 cm bred.

Du må i visse tilfælde også gerne selv sørge for tomrør eller kabelføring fx hvis du allerede er i gang med en ombygning. Men sikr dig, at det er gjort efter forskrifterne og dokumenteret, for elektrikeren skal tage ansvaret for hele installationen - også den del, du har udført.

Hvor skal ladeboksen sidde?

Ladeboksen skal gøre din hverdag med elbil nemmere. Så placer den, hvor det er nemmest for dig - også om nogle år, når du måske skifter bil og ladestikket sidder i den modsatte side eller ende af bilen.

Tip!

Brug et reb til placeringen

Find et stykke reb med samme længde som ladeboksens kabel. Kablet på Clevers ladeboks er 5,5 meter langt.

Parker din bil, hvor du plejer og sæt rebet fast, hvor du forestiller dig, at ladeboksen skal sidde. Kan rebet nå hen til bilens ladedæksel uden besvær, er det en god placering. Hvis ikke, må du forsøge med en anden placering.

Hvad koster opsætning af ladestander?

Prisen for en installation af ladeboks afhænger af mange faktorer.

  • Køber eller lejer du ladeboksen?
  • Har du en ladeboks i forvejen, som bare kan udskiftes?
  • Har du særlige ønsker, som fx skjult kabelføring eller nedgravet ladekabel?
  • Køber du din bil hos en forhandler med kampagnetilbud, eller er der penge at spare ved også at vælge operatørens elselskab?

Kombinerer du fx Clevers opladning på abonnement og vores elaftale, får du en god pris på installationen. Privatleaser du din bil gennem en af vores partnere, kan du endda få installationen af vores ladeboks gratis, hvis du vælger vores opladning på abonnement, Clever One.

Prisen for at få en ladestander installeret hjemme, kan altså være alt fra 0 kr. hvis du lejer, til +15.000 kr. hvis du køber og skal have lavet ekstra ydelser som fx skjult kabelføring.

Sådan foregår Clevers installation

Installationen af en Clever-ladeboks er nemmere end nemt. Vi har tusindevis af installationers erfaring.

Hvad skal jeg være opmærksom på ved opsætning af ladeboks?

Som udgangspunkt er der ikke det store, du skal være opmærksom på.

Det kan dog være en god idé at få et overblik over, hvor mange ampere du har til rådighed i dit hjem. Ampere er mængden af strøm.

For hvis du både har varmepumpe og elbil, kan du risikere, at de bruger al strømmen i dit hjem og sikringen går, hvis du ikke har nok strøm til rådighed. Det kan også være, du bor i rækkehus, hvor I deles om strømforsyningen.

Er du i tvivl om, hvor mange ampere du har i dit hjem, kan du kontakte dit lokale forsyningsselskab og høre dem ad.

Hvis du har begrænset mængde strøm til rådighed, kan strømstyrken i de fleste ladebokse skrues ned, så du ikke kommer i problemer. Så går opladningen bare lidt langsommere.

Klar til næste lektion?