Spring navigation over

Klimaforandringer

I Clever har vi Danmarks største ladenetværk. En infrastruktur, der er med til at gøre det mere attraktivt at vælge elbilen til.

Men med et ladenetværk, der kræver udbygning, drift og servicering, følger også et negativt klimaaftryk. Det er vi bevidste om, og derfor arbejder vi aktivt med de områder, hvor vores udledninger er størst.

Dyk ned i nogle af vores konkrete tiltag her på siden.

Intelligent stabilisering

En hjælpende hånd til elnettet

I takt med den grønne omstilling er der større og større behov for ydelser, der er med til at sikre et stabilt elnet. Vind og sol er nemlig svingende energikilder, der kræver et fleksibelt elnet.

For at støtte op om en øget brug af vedvarende energi, bidrager vi derfor til balancering af elnettet gennem vores ladenetværk. Det betyder, at vi enten begrænser ladeeffekten i en kort periode eller starter og pauser opladninger helt kort, når elnettet er belastet – og uden at det påvirker den enkelte kundes ladeoplevelse. Vi kalder det intelligent stabilisering.

En del af stabiliseringen kommer fra vores to kæmpebatterier, der står på vores lynladestationer i Odense og Køge. De to batterier kan aftage og tilføre strøm til elnettet efter behov.

Desuden har vi også udviklet intelligent opladning til vores kunder. Kunderne forbinder blot deres bil til systemet og indstiller, hvornår bilen skal være opladet. Herefter regner systemet selv ud, hvornår det er smartest at oplade bilen, så den bliver opladet med omtanke for elpris og elnettets belastning. 

Med intelligent opladning slået til, starter opladningen derfor ikke nødvendigvis lige, når du sætter ladekablet i bilen. Den starter i stedet, når det giver bedst mening. 

Tryggevælde solcellepark

En soleklar idé

Hvis elbilerne skal bidrage til den grønne omstilling, skal de også køre på mest mulig vedvarende energi.

Derfor indgik vi i 2021 en 10-årig elkøbs-aftale med European Energy for at sikre opførelsen af en solcellepark på 74 hektar – svarende til 100 fodboldbaner – i Tryggevælde, syd for Køge.

Og solcellerne er blevet i familien. Ved udgangen af 2022 overtog vores moderselskab, Andel Holding A/S, ejerskabet. Clever ejer fortsat PPA'erne (Power Purchase Agreement), hvilket blandt andet betyder, at vi er sikret en fast mængde elektricitet til en på forhånd fastlagt pris.