Derfor lynlader din bil langsomt
Bare rolig: din bil er ikke gået i stykker, selvom den lynlader langsomt. Og det er altså heller ikke ladestanderen, den er gal med.
For selvom din bil måske kan lade med fx 200 kW på en lynlader, så vil du opleve, at du ikke altid lader for fuld skrue.
Her får du de tre typiske grunde til, at du lynlader langsomt:
Dit batteri er koldt
Et elbilsbatteri er lidt ligesom Guldlok fra børneeventyret - det kan hverken lide at have det for koldt eller for varmt. Og når batteriet er koldt, lader det langsommere. Heldigvis varmer opladningen batteriet op, så efter lidt tid vil det være den rette temperatur.
Tip!
I nogle biler kan du forvarme batteriet på vej til lynladestanderen, så det har den perfekte temperatur, når du starter opladningen.
Det sikrer dig lynhurtig opladning hver gang.
Dit batteri er halvfyldt
Du vil opleve, at opladningen går langsommere, efterhånden som batteriet bliver fyldt. Det kalder vi biografsæde-effekten.
Ser du, et elbilsbatteri består af en masse celler, som strømmen skal ned i. Lidt ligesom sæderne i en biograf. Når sæderne er tomme, går det hurtigt at finde sin plads. Men efterhånden som de fyldes op, går det langsommere at komme på plads.
Det er helt normalt. Det er også derfor, at det ofte tager lige så lang tid at lade bilens batteri fra 20% til 80% som fra 80% til 100%.
Sådan falder effekten løbende
Herunder kan du se, hvordan effekten daler efterhånden som bilens batteri bliver fyldt.
Tip!
Fordi det tager lang tid at lade helt op til 100%, kan det oftest bedst betale sig kun at lade til 80% og så køre videre. Så kan du lynlade lynhurtigt igen, når du har brug for det. Det giver også større udskiftning på lynladestanderne til gavn for fællesskabet.
Du deler ladestanderen
Hold fast, for nu skal vi dividere.
Er der to stik på en lynlader, deler du nemlig den tilgængelige strøm 50/50 med din opladningsnabo - hvis der er en.
Så selv hvis din bil kan tage imod 200 kW, så har du fx kun 150 kW til rådighed på en 300 kW-ladestander, når du deler med en medbilist.
Tip!
Find ud af, hvad din bils maksimale opladningseffekt er. Så er det nemmere at se, hvornår du lader for fulde gardiner.
Tjekliste til lynhurtig opladning
Hvad er ladeeffekt?
Ladeeffekt er et andet ord for, hvor meget strøm en ladestander kan afgive eller din bil kan modtage. Jo højere ladeeffekt, desto hurtigere opladning. Ladeeffekten opgøres i kilowatt, forkortet kW.
Din bil har to ladeeffekter, som er til de to strømtyper, AC (vekselstrøm) og DC (jævnstrøm):
- Ladeeffekten på AC ligger typisk imellem 3,7-22 kW alt efter bilmodel.
- Ladeeffekten på DC ligger typisk mellem 80-220 kW alt efter bilmodel.
Ladestanderne kan enten levere AC- eller DC-strøm:
- Ladestandere med en AC-effekt på op til 22 kW, kalder vi normalladere
- Ladestandere med en DC-effekt på 25-99 kW, kalder vi hurtigladere.
- Ladestandere med en DC-effekt på over 100 kW, kalder vi lynladere.
De fleste lynladere i Clevers ladenetværk kan levere op til 300 kW effekt.