Hvad er dyrest at køre i - varebil på el eller diesel?

I Danmark kører 9 ud af 10 nyregistrerede personbiler på el, mens der nu samlet set kører flere elbiler på vejene end diesel. For elvarebilerne er vi knapt så langt - de nyeste opgørelser viser, at elvarebiler udgør 35 % af CVR-nyregistreringerne i Danmark (Bilstatistik, 2026).

En af de helt store barrierer for at skifte til varebiler på el er, og har historisk været, prisen. Der er nemlig en klar opfattelse i markedet af, at en elvarebil er meget dyrere end en på diesel. Men det er en antagelse, som vi i clever, gerne vil udfordre.

Vores varebilseksperter har derfor undersøgt leasingmarkedet, sammenlignet priser på et udvalg af henholdsvis el- og dieselvarebiler og set på, om det virkelig kan passe, at elvarebilen stadig er markant dyrere end konkurrenterne på diesel.

Det handler om mere end indkøbsprisen

Mange sammenligner naturligt priserne på varebiler ud fra indkøbsprisen alene. Her er en elvarebil typisk dyrere end fossil. Det er især batteriet, der koster, og selvom teknologien udvikler sig hele tiden, og prisen dermed falder, er elvarebilen ikke helt på niveau med fossil-varebilen endnu.

Når det gælder leasing, er indkøbsprisen og dermed afskrivningen på bilen i leasingperioden dog kun en del af regnestykket. Varebilekspert i Clever, Mads Sørensen, uddyber:

“Det er vigtigt, at man kigger på den samlede økonomi over perioden – ikke kun på, hvad bilen koster her og nu. I vores udregninger ser vi derfor på totaløkonomien for en 60 måneders leasingperiode på henholdsvis el og dieselvarebiler”.

Netop TCO'en (total cost of ownership) er interessant, da den giver et helhedsbillede af udgifterne forbundet med leasing. Nedenfor har vi opsat en indekseret graf over priserne på forskellige el- og dieselvarebiler.

Indekset viser, at for eksempel en VW Transporter på diesel koster ca. 25 % mere i en fem-årig leasingperiode end en tilsvarende VW e-Transporter, der kører på el. Der findes altså flere eksempler på elvarebiler, der er billigere end deres dieselpartner.

TCO-indekset sammenligner de månedlige omkostninger over 60 måneders leasing med fast rente inkl. leasingydelse, service og vedligehold, drivmiddel ved 25.000 km. pr. år, ejerafgift/vægtafgift og forsikring. Beregningerne er foretaget på baggrund af vores egen markedsundersøgelse og ens forudsætninger, men leasingpriser er dynamiske og vil variere afhængigt af aftalen.

Drift og service udligner forskellen

Hvor elvarebilen typisk er dyrere i anskaffelse, er den til gengæld billigere i drift. Frederik Glæemose Hansen, leasingekspert i Clever, uddyber:

“Forskellen på priserne ligger primært i driften. El er billigere end diesel som drivmiddel, og service- og vedligeholdelsesomkostningerne er lavere på el, fordi en elvarebil har færre bevægelige dele".

Elvarebilen har ingen olie- og filterudskiftninger og generelt mindre mekanisk slid. Det betyder lavere løbende omkostninger – og over fem år kan det udligne den højere anskaffelsespris.

"I vores markedsundersøgelse har vi sammenlignet tilsvarende el- og dieselmodeller i samme segment. Her ser vi, at der i dag findes elvarebiler, som samlet set matcher diesel økonomisk – og i nogle tilfælde ligger lavere", fortæller Frederik Glæemose Hansen.

Det afhænger naturligvis af model, aftaleform og længden på leasingperioden. Men påstanden om, at el “altid er dyrere”, er altså værd at udfordre.

Abonnement eller forbrug? Det gør en forskel

Et vigtigt parameter i regnestykket er, hvordan opladningen til elvarebilen afregnes. Hvis man udelukkende betaler for ladning pr. forbrug – og primært på lynladere – kan udgiften til el blive højere. Omvendt kan et fast abonnement med ubegrænset opladning give budgetsikkerhed og en lav, forudsigelig månedlig udgift.

“Har man det rigtige setup, er det svært at argumentere for, at el er dyrere. Men det kræver, at man kigger på sin løsning og sit kørselsmønster,” siger Mads Sørensen.

Derfor giver det mening at få konkrete beregninger fra sit leasingselskab – både på diesel og el – før man træffer beslutningen.

Med opgaven i fokus

Man fristes til at spørge: Er el så altid det rigtige valg? Men nej, det er det ikke - endnu. Det rigtige valg afhænger af opgaven, varebilen skal udføre, altså hvad bilerne skal bruges til. Frederik Glæemose Hansen uddyber:

“Har du varebiler, der kører under 250 km om dagen uden at være maksimalt lastet - så er el oplagt. Skal du trække tungt materiel over meget lange afstande hver dag, kan diesel stadig give bedre mening”.

Her er fleksibilitet et nøgleord, og mange større virksomheder segmenterer allerede deres flåde: Nogle biler kører på el, andre fortsætter på diesel, fordi opgaven kræver det. Pointen er ikke, at alle skal skifte til el i morgen. Pointen er, at el i dag, i en TCO-betragtning, er et reelt økonomisk alternativ – også for varebiler.

Så er det dyrere at køre på el?

Det korte svar: Nej. Ser man på den samlede økonomi over en almindelig leasingperiode, findes der i dag elvarebiler, som er på niveau med – eller billigere end – tilsvarende dieselmodeller.

Spørgsmålet er derfor ikke længere, om det kan betale sig at køre på el, men hvilken løsning, der passer bedst til jeres opgaver. Vi anbefaler altid, at man som virksomhed rådfører sig hos sit leasingselskab og får præsenteret forskellige løsninger, der kan matche arbejdsdagens behov.

Skal din varebil køre på el?

Lad på arbejde, hjemme og på Danmarks største ladenetværk med fri opladning på abonnement til din varebil - så behøver du aldrig bekymre dig om et fladt batteri.