Gode råd fra Clever

Tips & tricks til din hverdag

Denne side er til dig, der allerede er kommet godt i gang med Clever. Her finder du tips og tricks, der kan give dig endnu bedre oplevelser med din elbil.

God ladestil

Lad din bil efter behov

Du behøver ikke lade din bil fuldt op, hver gang du lader.

Har du fx en ladeboks derhjemme, behøver du kun lade nok op til at kunne komme hjem. Så bliver din ladepause kortere og ladestanderen bliver hurtigere ledig til den næste bilist.

Jo mere fyldt dit batteri er, jo langsommere lader det. Derfor kan det sjældent betale sig at lade det op til 100%, når du er på farten. I stedet kan du med fordel holde flere, kortere ladestop, når du er på langfart.

Ladeplads – ikke parkeringsplads

Du har måske allerede oplevet at komme til en ladestander, der var optaget af en bil, der ikke ladede. Det er en rigtig ærgerlig oplevelse, som heldigvis er nem at undgå. Det kræver bare en lille indsats fra os alle.

Se pladsen foran ladestanderen som en ladeplads – ikke en parkeringsplads. Den er kun til låns, mens din bil får nok strøm til næste køretur. Når du har fyldt batteriet tilstrækkeligt, så giv så vidt muligt din ladeplads videre til en anden bilist, der trænger til fornyet energi.

Hav god ladestil

Med god ladestil kører vi alle med bedre energi.

Det handler i bund og grund om, at vi behandler hinanden, som vi selv ønsker at blive behandlet.

Giv fx en hjælpende hånd til en nyslået elbilist, hvis du ser, at de har kæmper med at starte opladningen.

Du kan også sætte dit nummer i ruden, hvis du lader ved en populær ladestander, og du nemt kan flytte bilen, hvis andre har behov for pladsen.

Opladning ude

Batteriets temperatur

Temperaturen har ikke kun effekt på din bils rækkevidde. Den har også betydning for, hvor hurtigt din bil lader. Er batteriet varmet op, går opladningen hurtigere.

Derfor kan man i visse biler forvarme batteriet. Omvendt kan opladningen også blive langsommere, hvis batteriet er for varmt. Derfor vil du måske opleve, at din bil køler batteriet ned, når du lynlader.

Find den rigtige ladestander

Der findes overordnet tre forskellige slags ladestandere, der dækker dine forskellige opladningsbehov:

Normalopladning (til elbiler og plugin-hybridbiler)

Disse ladestandere kaldes også for destinationsopladning, fordi du oftest bruger dem, når du er nået frem til din destination. Det kan være på arbejdspladsen, hjemme eller ved shoppingcentret. Normalopladning foregår med en effekt på mellem 11-22 kW og med AC-strøm (vekselstrøm).

Ved fuld effekt modtager din elbil 11-22 kWh i timen, svarende til cirka 50-100 kilometers rækkevidde på en time.

Hurtigopladning

Hurtigopladning er til de kortere pauser, fx ved supermarkedet eller en spisepause på motorvejen. Hurtigopladning er fællesbetegnelsen for opladning op til 99 kW, typisk dog omkring 50 kW med DC-strøm (jævnstrøm).

Ved fuld effekt modtager din elbil 50 kWh i timen, svarende til cirka 100 kilometers rækkevidde på en halv time.

Lynopladning

Lynopladning er til de korte ladepauser, fx til en kort toiletpause eller en bid mad undervejs på de længere køreture. Lynopladning er fællesbetegnelsen for opladning over 100 kW med DC-strøm (jævnstrøm), nogle steder helt op til 300 kW. Det er dog de færreste elbiler, der kan lade så hurtigt.

Ved 100 kW lader din bil typisk fra 20% til 80% på cirka omkring en halv time.

Særligt for plugin-hybridbiler

De fleste Plugin-hybridbiler lader med 3,7 kW, uanset størrelsen på ladestanderen. Derfor kan det ikke betale sig at sætte en plugin-hybridbil til fx en hurtiglader.

Visse modeller fås dog med mulighed for højere ladestyrke, så tjek din bils specifikationer.

Opladning hjemme

Vedligeholdelse af ladeboksen

Det er vigtigt, at du løbende holder ladeboksen ren og fri for fx sne, støv og blade. Ladeboksen er modstandsdygtig overfor vind og vejr, men den kan ikke tåle at blive overhældt med vand eller sprøjtet på med en haveslange eller højtryksrenser. Rengør den i stedet med en klud opvredet i varmt vand.

Vi får flere henvendelser fra kunder, som fx er kommet til at køre ladekablet over eller har slidt hul på det, fordi det er blevet trukket i indkørslen. Husk derfor altid at hænge kablet på plads efter brug og træk det så vidt muligt ikke hen ad jorden.

Udlån af ladeboksen

Du må gerne låne ladeboksen til familie og venner med et Clever-abonnement, fx familie og venner, der kommer på besøg. Du må ikke tage betaling for udlånet, og gæster, der ikke har Clever-abonnement, må ikke låne ladeboksen.

Genstart af ladeboksen

Hvis der opstår fejl på ladeboksen, skyldes det oftest en softwarefejl, som en simpel genstart kan løse. Du genstarter ladeboksen ved at slukke for dens relæ ved din eltavle og vente 15 minutter. Tænd ladeboksen på relæet igen, og vent 15 minutter.

Er fejlen ikke løst, vil vi anbefale, at du ringer til Clevers kundeservice, så finder vi den bedste løsning sammen.

Typiske spørgsmål

Hvornår får jeg tilbagebetaling?

Tilbagebetalingen sker efter hvert kvartal – altså fire gange årligt. Når et kvartal er gået, fx 1. januar til 31. marts, sender ladeboksen dit forbrug til os 1. april. Vores økonomi-team bruger 14 dage på at regne de mange tusinder tilbagebetalinger ud, og sender så tallene til Betalingsservice. Betalingsservice trækker tilbagebetalingen fra din kommende abonnementsbetaling.

Det betyder, at tilbagebetalingerne gerne skulle fremgå af din Betalingsservice-oversigt i februar, maj, august og november. Hvis ikke, vil vi anbefale, at du ringer til Clevers kundeservice – tast 3 i telefonsystemer, så viderestilles du direkte til vores økonomi-team, der kan hjælpe dig godt videre.

Hvad hvis jeg skal flytte?

Kontakt Clever i god tid inden flytningen. Hvis du skal have ladeboksen med videre til dit nye hjem, sørger vi for, at vores elektriker kommer og tager ladeboksen ned i dit nuværende hjem og efterfølgende kommer og sætter den op det nye sted. Prisen for flytningen kan du se i prislisten i vores vilkår og betingelser.

Skal du ikke have ladeboksen med i dit nye hjem, og ønsker den nye beboer ikke at overtage den, skal ladeboksen tages ned og returneres til Clever.  Det skal en autoriseret elektriker sørge for. Du kan vælge at bruge din egen elektriker til opgaven eller lade Clever stå for det. Prisen for en nedtagning med Clevers elektriker finder du i vores prisliste.

Hvad gør jeg, hvis jeg har problemer med Clevers ladeboks?

Hvis ladeboksen ikke virker, og en genstart ikke løser problemet, vil vi anbefale, at du kontakter vores kundeservice. Så sørger vi for, at vores elektriker ringer dig op og aftaler en reparationsdato hurtigst muligt. Under besøget reparerer eller udskifter elektrikeren ladeboksen.

Besøget er en del af dit abonnement, medmindre fejlen er selvforskyldt – fx hvis ladekablet er blevet kørt over eller ladeboksen er blevet højtryksrenset.