Clever forlænger energitillæg året ud

Rekordhøje naturgaspriser, mangel på vand og vind og ekstrem tørke har sendt de i forvejen rekordhøje energipriser i vejret, og det rammer både de danske husstande og virksomheder. Også Clevers produkter bliver påvirket af de stigende energipriser, og derfor forlænger Clever nu sit energitillæg på alle abonnementer og sætter prisen op på forbrugsafregnet opladning på sit ladenetværk.

De danske elpriser har nået nye højder, og ifølge den nordiske energibørs Nord Pool ser prisstigningerne ud til at fortsætte sit høje niveau i den kommende tid. Derfor forsøger samtlige lande i Europa netop nu at forberede sig på den kommende vinter og på mulig rationering af energi.

De rekordhøje energipriser skyldes bl.a. de høje naturgaspriser som følge af krigen i Ukraine, og så er elproduktionen i hele Europa ramt af problemer grundet mangel på vand i særligt de norske vandreservoirer, manglende vind, ekstrem tørke og begrænsede mængder strøm fra atomkraftværker.

Hos Clever er man også ramt af de rekordhøje energipriser, og derfor tog selskabet i foråret konsekvensen og indførte et energitillæg på alle abonnementer. Nu har selskabet som varslet genberegnet tillægget, og med en global energikrise og strømpriser, der er steget 64 pct. siden 2 kvartal 2021, resulterer den nye beregning i en stigning i prisen på 31 pct. i gennemsnit på energitillægget, der varer frem til den 31. december 2022:

”På blot få måneder har de rekordhøje energipriser resulteret i en regulær energikrise over hele Europa, og vi står pludselig i en helt anden situation, end vi gjorde tilbage i foråret. Nu taler vi om rationering af energi og vigtigheden af at spare på strømmen – også som elbilist."

Regner på en langsigtet model
Hos Clever er man klar over, at de høje energipriser gør ondt på både private og virksomheder, og derfor regner virksomheden netop nu på en mere langsigtet løsning, der matcher markedets situation:

”Siden vi beregnede det første energitillæg i foråret, er elprisen steget med 35 pct. fra marts til nu. Den pris har vi taget højde for i vores genberegning, og i gennemsnit vil det nye energitillæg stige 31 pct. Samtidig forventer vi, at elpriserne stiger resten af året til over 8 kr./kWh,” fortæller Casper Kirketerp-Møller og fortsætter:

”Clever lever af energi – alle vores produkter er baseret på energi til gavn for den grønne omstilling, så når energipriserne stiger så markant, får vi også væsentlige meromkostninger, som påvirker vores arbejde og dermed også vores kunder. Derfor ser vi ingen anden udvej end at forøge energitillægget for nu, og så er vi i fuld gang med at regne på en mere langsigtet model, som matcher det marked, vi ser ind i. Så snart vi ved mere, melder vi ud til vores kunder.”

Med det nye energitillæg hæver Clever prisen på ad hoc-opladning, så hurtig- og lynopladning fra den 1. oktober koster 9,95 kr. pr. kWh og på normalladere koster det 8,95 kr. pr. kWh. Også Clevers abonnementspriser får et nyt energitillæg svarende til en gennemsnitlig samlet prisstigning på ca. 31. pct. ift. det energitillæg, Clever meldte ud i foråret.

Energitillægget træder i kraft den 1. oktober og varer frem til den 31. december 2022, og indtil da kan selskabets kunder stille deres abonnement i bero, konvertere abonnementet eller opsige det. Du kan læse mere om, hvad prisstigningen betyder for hvert enkelt abonnement her